I verdenens favn, otte kvinder står, hver især bærer de livets spor. Fra nordens kulde til sydens varme, i deres øjne, universets charme. Den første, stærk som en stormfuld nat, i hendes hjerte, en urokkelig skat. Den anden, mild som en forårsdag, i hendes smil, verdenens lag. Den tredje, vis som en gammel bog, i hendes ord, en hemmelig dialog. Den fjerde, vild som en ubændig flod, i hendes dans, livets mod.

Snoerlige Gader, Palai ved Palai, Man bliver træt af at gaae og at see; Pæne Soldater, — den første jeg saae, Følte jeg gjennem mit Hjerte gaae, Og jeg brød ud : Hvilken Krop ! hvilke Been! Gud, hvor det dog er en nydelig een! “Unter den Linden”, Alverden gik, (Smukkere er det i Kobberstik) Gaderne støve og Ungdommen med Ak, det gjør Øinene stor Fortred!