Snoerlige Gader, Palai ved Palai, Man bliver træt af at gaae og at see; Pæne Soldater, — den første jeg saae, Følte jeg gjennem mit Hjerte gaae, Og jeg brød ud : Hvilken Krop ! hvilke Been! Gud, hvor det dog er en nydelig een! “Unter den Linden”, Alverden gik, (Smukkere er det i Kobberstik) Gaderne støve og Ungdommen med Ak, det gjør Øinene stor Fortred!

I byens hjerte, hvor lysene blinker, og gaderne hvisker af hemmelige tanker. Her vandrer vi, de nattelange sjæle, med weekendens magi som vores fælles mål. Fredag ankommer, som en længe ventet ven, der bringer løfter om hvile og gøgl. Kontorets støj dør langsomt hen, og aftenen åbner sig, dyb og kølig. Caféernes varme, musikkens kald, i hvert et hjørne, en ny historie gemt. Vi skåler for friheden, i gaderne vi faldt, under stjernerne, der nu blidt os dømmer.