I Køge, hvor bølger kysser kysten blidt, og gaderne hvisker af fortidens myter. Her, hvor hver sten fortæller en historie, under himlen så blå, i vindenes kor. Langs havnen, hvor sejlene blafre stolt, og fiskere bringer dagens fangst. Børnenes latter, let som sommerfugleflugt, spiller i luften, fuld af liv og kraft.

Snoerlige Gader, Palai ved Palai, Man bliver træt af at gaae og at see; Pæne Soldater, — den første jeg saae, Følte jeg gjennem mit Hjerte gaae, Og jeg brød ud : Hvilken Krop ! hvilke Been! Gud, hvor det dog er en nydelig een! “Unter den Linden”, Alverden gik, (Smukkere er det i Kobberstik) Gaderne støve og Ungdommen med Ak, det gjør Øinene stor Fortred!